Til dig som overvejer psykoterapi hos mig

Du er meget velkommen uanset hvilke grunde, du har til at opsøge psykoterapi. Det vigtige er, du er åben for hjælp til selvhjælp. DU har nøgler til de låste rum i dig,- du har visdom i dig til at kende vejen videre, du ved hvilket tempo, der passer dig osv., et sted i dig selv findes denne viden! Min opgave er at hjælpe dig til at finde den! Finde styrke ,visdom og kreativitet i dig selv til at klare udfordringer og finde mere glæde i livet. Til at sætte dig mål og nå dem.Det kan så i første omgang være et mål at falde til ro i dig selv og midlet være omsorgsterapien.

Måske er du kørt fast i noget. Det kan være, du føler tristhed, forvirring, uro, angst, vrede, tomhed, savn eller lignende. Måske oplever du forhindringer i dig selv i forhold til noget, du gerne vil opnå i dit liv. Måske er der forhold til andre mennesker, du har brug for at forbedre? Måske har du problemer med en eller anden form for misbrug? 

Jeg vil meget gerne hjælpe dig med at finde rummelighed og kræfter i dig selv til positiv forandring! Når vi er nedtrykte, kan vi opleve det som at være noget "ude af os selv". Det er ikke altid, vi præcist kender årsagen. Og mens vi er "ude af os selv" kan vi ej heller finde eller tro på, vi har overskud i os selv til at klare udfordringerne. Derfor vil vi sandsynligvis forsøge at holde det ubehagelige væk, men netop de ting, vi ikke vil kendes ved og som vi går og putter med, kan gå hen og blive meget styrende og hæmmende. Der kan være oplevelser, vi har glemt, som alligevel præger os. Der kan være følelser og sider af os selv, vi ikke vil kendes ved. Hvis de får lov til at  komme frem i lyset under trygge forhold ( fordi du ikke er alene om det, men får professionel hjælp) kan det vise sig, at det slet ikke er så uoverkommeligt eller truende. Det kan blive håndterbart og forandringens mulighed vise sig! Ja det kan endda vise sig, at du får hentet helt oprindelige og vigtige sider af dig selv ind i en højere grad af helhed!

 Faktisk kan det være glædeligt og fornøjeligt at være i psykoterapi! Det kan ofte føles legende og rart samtidig med at det er dybt seriøst. Selve aktiviteten kan sætte gang i "glædeskredsløbet" i hjerne og krop.

Det er vigtigt at få kroppen, følelserne og det mere ubevidste i spil. Det er min klare erfaring fra utallige terapier, at samtale alene sjældent er tilstrækkeligt. Det er derfor, jeg ofte vil foreslå, vi også bruger andre udtryksformer end ord ( f.eks. tegning) , afspænding, kropsterapi, hypnose mv. Du behøver ikke at opfatte dig selv som særligt kreativ, være vant til at tegne eller andet. Du kan igennem psykoterapien opnå bedre adgang til rigdommen i dig selv! Det  er i meget høj grad op til dig selv at åbne op for det!

Det i høj grad muligt at vælge psykoterapi udfra et ønske om personlig udvikling, og psykoterapien kan blandt meget andet også tage form af eksistentiel samtale, undervisning i meditation eller vejledning. Det er derfor, jeg kalder det kreativ terapi: Form og indhold afhænger af dig og det, du har med til terapien samt mødet mellem os! Vi går sammen ind i en proces, hvor vi begge er aktive, omend på forskellig vis. Jeg vil være meget opmærksom på at passe på dig undervejs, så du kan føle dig tryg. Det kan du også, fordi jeg selvfølgelig overholder tavshedspligt.

Del siden